I skæret fra en gammeldags rund arkitektlampe sidder guldsmed og designer Tina Richter i sit værksted med håret strittende og hovedet bøjet og øjnene skarpt fokuseret gennem brillerne på en guldring, hun er ved at lave den sidste afpudsning på.

Det er en signetring/doktorring i 18 karats guld, der skal afleveres om et par dage til en professor indsættelse ved Københavns Universitet.

Motivet er visdommens gudinde Athene fra den græske mytologi. Ringen bæres på pegefingeren ved officielle lejligheder også på rejser i udlandet. Det er Dorthe, der skal have ringen og hun har været der fire gange i løbet af de seks uger, det har taget Tina at lave den.

“Hvis smykker kun handlede om guldværdien, så er de i mine øjne intet værd. Det er historierne de bærer i sig, der fascinerer mig dybt – og det her er Dorthes historie, jeg er ved at skabe,” fortæller 61-årige Tina.

Hun taler uden at slippe blikket fra arbejdet ved det massive træbord, der ligner et sandt kaos fra miniputland med små tænger, små bor og file i alle størrelser, pincetter, tudser, sakse, tråd, pensler, børster, Rock Tumbling Polish og to bøtter til guldstumper i 14 og 18 karat – og en hel del mere – og intet af det kan undværes.

Har altid været vild med håndværk

Tina har arbejdet med smykker i 41 år, siddet i styrelsen for Kjøbenhavns Guldsmedelaug i 10 år, der i øvrigt Danmarks- og måske verdens ældste laug fra år 1429.

Desuden har hun gennem 12 år også været faglærer og uddannelsesleder for guld og sølvsmede m.m. Egentlig ville hun gerne have været konservator, violinbygger eller karetmager.

“Jeg har altid været vild med håndværk og så hørte jeg ved et tilfælde, at Ole Lynggaard (en af Danmarks kendteste og mest ansete guldsmede, red.) gerne ville have en pige i lære, hvilket var lidt usædvanligt den gang. Men jeg slog til, og han faldt vel for, at jeg havde lange fletninger, var hestepige og havde HF eksamen, siger Tina og slår en stor latter op.

Hvorefter hun hun med dyb panderynken tilføjer, at hun godt kan blive lidt trist over, at vi i Danmark ikke anerkender folk, der er gode til at bruge deres hænder.

“Det er synd og skam.”

Men Tina fik sit svendebrev i 1984 og valgte allerede tre år efter, at tage den toårige designuddannelse på Institut for Ædelmetal.

Herefter arbejdede hun en kort periode for en svensker, hvor hun blandt andet reparerede antikviteter, da Ole Lynggaard ringede og spurgte om hun ikke ville være værkstedsleder i nogle nye lejede lokaler, for hende kunne han godt bruge.

“Det var sjovt og der var jeg vel sammenlagt i firmaet i cirka 17 år. Ud over jeg selv skulle lave smykker, skulle jeg holde styr på fem andre mennesker og alt muligt materialeindkøb og indkøb af et pengeskab, for sådan et måtte vi jo også have.”

Dybt personlige og unikke smykker

Gennem alle årene har Tina hele tiden haft et værksted hjemme, hvor hun lavede sine egne smykker ved siden af arbejdet for andre.

De sidste ti år har det selvstændige arbejde fyldt mest. Opgaverne er mest på bestilling. For eksempel vielsesringe.

“Så kommer parret og man får den personlige snak, hvor man danner sig et billede af, hvem de er, og hvad de ellers kan lide af smykker. Så tegner jeg skitser, laver en prøvemodel og finder sten, og så snakker vi igen. Det er jo det personlige der gør sådan en ring unik, siger Tina.

Hun fortæller, at det godt kan gå og rumstere i hovedet på hende i lang tid, og at hun nogle gange kan vågne op midt om natten med løsningen på, hvordan en ring skal se ud.

“Noget af det sjove i faget er jo hele tiden at udfordre, hvad man kan med materialerne. Desuden gælder det også om at have en klar strategi fra starten. Hoved og hænder skal arbejde sammen. Jeg laver aldrig noget jeg ikke kan stå inde for og er kunden ikke glad for det, så laver jeg det om. Jeg vil ikke lave noget, der bare bliver gemt og glemt i en skuffe,” siger hun og fortæller med et grin om en af de store fordele ved hendes fag.

“Man saver, filer og lodder og så er det småt, når man er færdig. Men kan kunden ikke lide det, eller har man gjort noget galt, så kan man bare smelte det om igen.

Til gengæld er hun også stolt, når det hele bare lykkes og fremhæver at det er en stor glæde ved faget, at kunderne render rundt med de smykker, hun har skabt.

“Smykkekunder er meget loyale. Smykker er både en ret personlig og intim ting, men også noget andre folk spørger til og beundrer, når de ser dem – Hvor har du den fra? Og hvem har lavet den? så på den måde er mine kunder jo en slags levende reklamesøjle for det jeg kan præstere.”

Hygge og udvikling i fællesskab

Tinas værksted i Værløse lige uden København er stort og rummeligt og der mangler intet.

Her er alt lige fra et Mona Lise i guldramme på vægge til blåt pengeskab, gasflasker, ilt, loddeapparater, punktsvejser, valse og trækbænk og den lille glade hund Baloo, der vimser rundt og lokker for selskab.

Men som noget usædvanligt for en guldsmedje er her også en hel del arbejdsstationer, hvor man kan sidde og nørkle. Her kommer andre guldsmede fra både indland og udland og arbejder i perioder.

“Det har aldrig været min drøm at sidde alene i en kælder i min egen lille guldsmedbutik. Det sociale betyder meget for mig. I øjeblikket er vi tre på værkstedet og det er både sjovt og hyggeligt, når vi sidder sammen og laver hvert vores. Vi sparrer fagligt med hinanden og finder nogle gange på at prøve noget helt skørt. Ellers sludrer vi bare og snakker også nogle gange om det der er svært i livet.”

Men Tina er også gået skridtet videre. To gange om året kører hun ti ugers kurser, hvor almindelige mennesker kommer og arbejder med faget.

Godt håndværk sidder i detaljen

Mange gange mennesker, der ikke er vant til at arbejde med deres hænder, finder kæmpe glæde ved at komme og arbejde med noget, der udfordrer hjerne på en ny måde – at skulle bruge sine hænder til præcisionsarbejde er en udfordring for de fleste.

“Det er igen sjovt, fordi det er skønt at lave noget med andre mennesker, hvor jeg også en gang imellem bliver pillet ned. De lærer faktisk at lave nogle flotte ting, hvor de bliver superstolte – også så er jeg jo også godt at lære andre mennesker lidt af faget, ellers finder de jo aldrig ud af, hvor svært det er,” siger Tina med et nyt grin, og har trods mange års erfaring lidt svært ved kort at sætte ord på, hvad godt guldsmedehåndværk er.

“Man kan vel sige, at det gode håndværk sidder i detaljen. Der kan være en forskel på 0,1 mm i tykkelsen af guldtråden. Men som guldsmed kan du både mærke og se, at det er helt forkert.”

Og så er vi kommet dertil, hvor også journalisten mangler ord.

Udover at Tina været med til at restaurere kronjuvelerne og har lavet et smykke, der er købt af Statens Kunstfond og har modtaget medaljer for sit gode håndværk, så har hun også lavet ufatteligt mange smukke og spændende smykker som fortjener meget mere end ord.

De skal ses – og dem kan du blandt andet se på hendes hjemmeside tinarichter.dk, hvor du også kan klikke videre til hendes instagramprofil.